mandag den 20. december 2010

Vinteren har bidt sig fast og lagt låg på fjorden. Flot er det, men også hamrende koldt.

Så er det, at man lister ud i teknikrummet, og glad og forundret kigger til varmepumpen, der melder udendørstemperatur på minus 8,7, brine ind på minus 0,6 (det vand som løber fra slangen i jorden ind i pumpen) og brine ud på minus 2,8. Hvordan det bliver til gulvvarme med en fremløbstemperatur på 30 grader og brugsvand på 50, er mig fortsat en gåde.

Det er fuld fart på montering af lamper og kontakter. Men elektrikkerne har også kun 3 dage endnu til at blive færdige med montage, eltavle og programmering.

I mellemtiden er vores gode mand Thomas blevet færdig med montering af inventar, og maleren mangler nu kun de sidste småting.



Trappeproblemer er til for at blive løst.

Vi ville have en trappe i ask og uden synlige vanger. Derfor blev de enkelte trin og stødtrin leveret løse til montering direkte på væggen. I over en uge gik vi og beundrede det fantastisk flotte træ, mens det fik den sidste olie.

Endelig skulle trappen monteres, og Jørgens hønsestige måtte lade livet efter lang og tro tjeneste. Men desværre gjorde montøren sig ikke den ulejlighed at sikre, at midtervæggen var i lod, inden trin og stødtrin blev skåret af længde og fastgjort. Først da hele trappen var sat op, blev det konstateret, at der var knap 3 cm forskel i bredden mellem top og bund på hvert løb. Det er altså nok til, at det ses med det blotte øje. Og det blev en ommer for den stakkels montør, der havde klokket i det, og som stod til at skulle erstatte en trappe til 50.000 kr.

Nå, ved at montere en ekstra gipsplade på midtervæggen undgik vi at kassere hele trappen. Kun en enkelt repos skulle laves om. Og med en uges forsinkelse og en hel del ekstra malerarbejde sættes trappen op igen i morgen. Og så skal den bare sidde lige i øjet. Ellers...


Pejseindsats leveret og monteret...

onsdag den 8. december 2010


Vores vilde bord, som jeg glæder mig rigtigt meget til at få ind på Hestehavevej.
Den historie kommer vi til at grine ad en gang. Men lige nu orker vi det ikke rigtigt.

Et sødt, ældre ægtepar dukker op til vores flyttesalg og før vi har set os om, har vi handlet vores spisebord til den latterligt lave sum af 500 kr. Oven i købet tilbyder jeg at køre bordet hjem til dem i den tro, at de bor rundt om hjørnet. De er ovenud glade og meget taknemmelige, - og fortæller så, at de bor på Bogø!

Et ord er et ord. Så i snestorm og på sommerdæk rullede vi sydpå med et maghogni spisebord på 2,4 m og to tillægsplader. Kommer vi nogen sinde til Bogø By igen, er jeg sikker på, at de giver en kop kaffe og en sodavand. Vi har faktisk fortjent det.

Alrum.

Til vandsiden...
















...og mod vejen.




torsdag den 25. november 2010


By night... and snow!


Nu går det igen stærkt. Men der er også mange folk i gang - vores trofaste pladsformand Jørgen-tømrer er gudskelov tilbage, montagetømrerne, maler og elektriker suser rundt mellem hinanden.

Mens maler i dag er blevet helt færdig ovenpå og har kast sig over trappeskakten, er Jørgen begyndt at lægge gulve - ask i hvid-olie, levende, harmonisk og bare super-flot.

I køkken/alrum er montagefolkene begyndt opsætning af køkken og skabe - og der er nok at tage fat på.

onsdag den 24. november 2010


Og så blev der ellers læsset af og båret ind...


Find en fejl...

















Rigtigt: Skurvognen er væk!

Efter at have stået på pladsen siden midten af maj, kom murerne i dag og hentede den og hvad de ellers havde liggende. Det er sjovt, som man vænner sig til ting, for køn var den sgu' ikke - og selvfølgelig skulle den væk igen -, men alligevel var det lidt vemodigt at se den trille ned ad Hestehavevej og forsvinde rundt om hjørnet.

I dag er også gravet elkabel og stikledning ned til vand i haven, sat brønd med højvandslukke og generelt planeret ud. Så nu mangler vi vitterligt kun at grave afløb til tagvand, før forpladsen kan laves færdig.

Endnu en milepæl er nået!

I dag blev de allersidste installationer til varmeforsyningen lavet og så blev der ellers trykket på knappen, mens alle holdt vejret og godt øje med displayet på varmepumpen.

Selvfølgelig gik anlægget bare i gang. Helt selvstyrende og næsten lydløst, så det er virkelig kun via statusinformationerne, at vi ser, at det kører, som det skal. Men det er så også et kontrolcenter, der rummer alt, hvad hjertet kan begære.







For mig er det stadig fascinerende og totalt uforståeligt, at man kan trække mellem 2 og 4 grader ud af det vand, som cirkulerer i jorden. Og det vel mærke selv om temperaturen kun er mellem 4 og 5 grader på det vand, som kommer ind, som tilfældet var her til aften.

Allerede efter et par timers drift kunne vi klart fornemme varmen på 1. sal, og i løbet af et døgns tid skulle betonen i stueplan gerne være varmet så meget i gennem, at vi har en dejlig og behagelig temperatur i hele huset.

Det bliver rigtigt spændende at lege med mulighederne og se effekten. Forventningerne er i hvert fald store.

søndag den 21. november 2010


Varmepumpe er på plads, men endnu ikke i gang. På tirsdag bliver der trykket på knappen, og så skulle vandet gerne cirkulere - både i have og gulv.

Og det er også på høje tid. Vores trofaste lille ventilator har tjent os godt, men trænger til et hvil. Og da inventar leveres disse dage, skal vi en mere stabil og permanenet varmekilde i gang.

Det bliver spændende at se, om systemet er tæt...

Fortalte jeg, at vi valgte sleben sort skifer som vinduesplade - magen til sålbænkene udenfor?

Desværre var vi ikke helt tilfredse med enkelte af stenene, da vi endelig fik dem, så de er sendt retur. Hvilket så igen betyder, at maleren ikke kan bliver færdig, før nye er skåret og lagt i. Men sådan er det.

Ellers er malerne snart færdige - faktisk er det kun trappeskakten, der halter bagud. Der går endnu cirka en uge, før trin mv er klar og kan monteres. I øvrigt blev løsningen på vores mange trappeudfordringer at skrue trinene direkte på væggen og dermed undgå synlige vanger, samt at lave delt repos med et ekstra trin for at vinde højde nok på det øverste løb til, at vi kan få køkkenskabene ind under trappen som planlagt.



Så er der lagt klinker og fuget, og murerne har nu definitivt forladt pladsen.

Fra vi så Trendstone første gang, var vi ikke i tvivl. Den koster, men er rigtig flot. Og med kugleramme og flot murerarbejde står fuger på gulv og i brusekabine lige over hinanden - som de skal!

Fugen ser lys ud i blitz-lyset, men er i virkeligheden koks og meget tæt på flisens farve. Det betyder, at man kun lige aner fugen, og at gulv og væg fremstår som en næsten ubrudt flade.

Kæmpe tak til Lasse, Arne, Ole, René og alle i andre dygtige murere for et fantastisk flot arbejde.


Wauuw - vi har set vores bordplade!

En plade i nød på 3 meter med vildskab og dramatik, som skal afbalancere det stramme og minimale look i alrummet. Pladen bliver delt på midten i længeretningen, og holdes oppe af kun to sæt ben.

Og vent så bare til vi også får bænk og plade på disk i samme træsort. Det bliver bare flot!

søndag den 31. oktober 2010



I et imponerende tempo er malerne blevet klar til første lag maling på 1. sal og i trappeskakt. Men de kører også på fra tidlig morgen til sen aften. Og skelner ikke til, om det er tirsdag eller søndag.

Kun væggen ved facadevindue får lov at stå uden filt lidt endnu, fordi vi gerne vil nå at få vinduespladerne på. Vi har besluttet os for samme sten, som vi valgte til udvendig sålbænk, sort slebet skifer, dog "kun" i 20 mm. Det bliver hamrende flot, - men koster også!

I haven blev jordvarmeslanger gravet ned i løbet af kun 2 dage. Desværre ikke helt problemfrit, men det er en længere historie. Varmepumpe er kommet og klar til at sætte ind i teknikrummet, så snart fliserne er lagt. Men dem er vi desværre nødt til at vente en uges tid på.

Lige nu er vi faktisk forud for tidsplanen og kunne godt bruge inventar en uges tid tidligere, end det bestilt til. Men det er desværre ikke lige sådan at lave om på. Og vi skal nu nok også få tiden til at gå.

onsdag den 27. oktober 2010

På en onsdag i øsende regn kom vi endelig i gang med nedlægning af de 300 m jordvarmeslange, som skal varme huset op og give os varmt vand i hanerne. Skønt, endelig at se det tunge maskineri på grunden igen, for det betyder, at vi snart kan begynde at reetablere haven og få lidt styr på området.

Bemærk, hvor højt vandet står i renden! Fremover vil jeg gå ud og grave et par spadestik ned, hver gang jeg har brug for at blive mindet om, hvorfor det nu lige var, at vi brugte 80.000 kr. på ekstra fundering. Som sagt - vores hus kommer med garanti ikke til at rykke sig en milimeter de næste hundrede år! Derfor.

Indvendigt er tømreren snart færdig
med den sidste beklædning. Maler er i gang på 1. sal og trappeskakt, og skal i løbet af en uge være færdig med spartling, slibning, opsætning af filt og første lag maling i minimum teknikrum og badeværelse. For så skal der fliser på, og først herefter kan vi få varmepumpe ind. Så om cirka to uger bør vi kunne sætte varme på.

mandag den 18. oktober 2010

torsdag den 14. oktober 2010





Øv ... nedgravning af jordvarmeslanger udsat til uge 43, så det bliver et par uger ekstra med varmeblæser! De første nætter med nattefrost har vi haft, og flere er varslet. Så nu skal der gerne snart varme på.

Nedløbsrør er monteret på de to facader og dermed er blikarbejdet afsluttet. Udvendigt står huset nu helt færdigt, kun hoveddøren venter vi lidt med at sætte i.

Indvendigt bliver der rejst skillerum og monteret krydsfiner/gipsplader i den helt store stil. 1. sal er nu færdig fra tømerens side og klar til maler. Han er går i gang uge 43, og vi forventer, at han skal bruge et par uger.

mandag den 4. oktober 2010





300 m jordvarmeslange er læsset af og skal i jorden uge 41. Inden da skal jeg have arbejdet mig gennem bunken af jord, som blev til overs i forbindelse med udgravning til fundament, og sorteret gamle elkabler, pvc rør og glasskår fra. Indtil videre er det blevet til fire trailer-fulde skidt og ragelse! Og jeg er kun halvvejs. Desværre.