
Hos os stod vandet halvt op i haven og for første gang steg vandet op over dækkene på broen. Dækkene er ikke fastgjort, så de dansede lystigt på bølgerne som små tømmerflåder, gudskelov stadig fastholdt af pælene, der endnu ragede 10-15 cm op over vandet. Ved første højvande nåede vandet at falde igen, inden jeg fik bjærget dækkene i land, men anden gang fik HC og jeg løftet dem af, sejlet dem ind over græsplænen og lagt i sikkerhed.
Så er vi også helt vinterklar. Nu må vi se, om det overhovedet bliver vinter i år. Fortsat er det meget mildt og vi har endnu ikke haft is på fjorden.