torsdag den 23. september 2010





Så er vi næsten færdige udvendigt! Facade er filset både mod vej og vand, og vi kan for første gang nyde huset i sit endelige udseende.

Bemærk de specielle sålbænke i 30 mm skifer, som flot understøtter de udvendige rammer.

søndag den 19. september 2010




Stilladset er væk og for første gang ser vi huset med vinduer, døre og tag. Det ser rigtigt godt ud!

Tagets matsorte farve og den relativt lille tagsten var det helt rigtige valg. I sidste øjeblik opdagede vi, at der bliver brug for seks ventilationshætter og fik rekvireret den sidste fra Jylland kun dagen før, at stilladset blev pillet ned. Men så skulle der også være taget højde for det hele.

Næste store etape er træk af kabler, opsætning af spots, og indvendige skillevægge. Det går i gang mandag morgen, så hele dagen i dag (søndag) er gået med at balancere på stiger med vores to lampeprøver, tjekke placeringer og lave de sidste justeringer.






Gavle er filset og står nu i den endelige hvide farve. Vi havde som tidligere nævnt næsten vænnet os til den nougat-brune sten, men nu hvor muren står færdig i brækket hvid og giver en elegant kontrast til det sorte tag og de mørke, antracit farvede rammer om døre og vinduer, er vi ikke i tvivl. Det er tæske-flot.

Dermed er vi færdige med stillads. Og lørdag, den 18. september blev det pillet ned.

søndag den 12. september 2010


Det minder mig om et eller andet...





Så kom teglene. Og kort efter lå de, hvor de skulle.

Endelig er huset lukket og vi kan igen sove roligt.



Inddækninger omkring ovenlys mod vest er endelig på plads, og tømrene rømmer taget og overlader sidste etape til murene.
























Alle mursten lagt!

Selv om vi efterhånden er kommet til at holde af den nougat-farvede sten, som Lasse og Ole murer med, skal hele hytten filses. I åbninger til døre og vinduer er det allerede gjort. Og det ser rigtigt godt ud.




Tørring, tørring, tørring.

Foreløbigt har blæserne kørt 4 uger. Der måles løbende, og gudskelov går det den rigtige vej.

Størst udfordring er fugten under bundrem og i hjørnerne, hvortil der ikke umiddelbart er adgang. Derfor er der skåret ud i bunden, så vi kan blæse luft igennem.




Ferietid

I juni og juli fik vi stort set ikke en dråbe regn og alt var knastørt. Ikke dårligt, når man bygger hus.

Da håndværkerne gik på sommerferie, stod råhuset derfor allerede med undertag. Gavlene var dog kun muret op til trempelhøjde, og inddækninger til ovenlys mod vest var i restordre. Desværre. For i august kom regnen!

12. august var der skybrud over sydsjælland. Og det i en grad, så kloaksystemet måtte give op. En bitter oplevelse for os og mange andre, der fik vand ind i huset både ovenfra og nedefra. Men trods alt også en vigtig erfaring på et tidspunkt, hvor vi stadig kunne nå at reagere og indrette os på, at det nok kommer til at ske igen.

Så nu får vi sat ny brønd med højvandslukke ned. Og så er det ellers blot spørgsmålet om at få tørret alt grundigt, inden der lukkes til.


7. august - og første overnatning i huset. Lidt intermistisk, men super hyggeligt.