
Ferietid
I juni og juli fik vi stort set ikke en dråbe regn og alt var knastørt. Ikke dårligt, når man bygger hus.
Da håndværkerne gik på sommerferie, stod råhuset derfor allerede med undertag. Gavlene var dog kun muret op til trempelhøjde, og inddækninger til ovenlys mod vest var i restordre. Desværre. For i august kom regnen!
12. august var der skybrud over sydsjælland. Og det i en grad, så kloaksystemet måtte give op. En bitter oplevelse for os og mange andre, der fik vand ind i huset både ovenfra og nedefra. Men trods alt også en vigtig erfaring på et tidspunkt, hvor vi stadig kunne nå at reagere og indrette os på, at det nok kommer til at ske igen.
Så nu får vi sat ny brønd med højvandslukke ned. Og så er det ellers blot spørgsmålet om at få tørret alt grundigt, inden der lukkes til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar